Faktaboks

William Holman Hunt
Født
2. april 1827
Død
7. september 1910

William Holman Hunt var en britisk maler. Efter studier på kunstakademiet i London grundlagde Hunt sammen med bl.a. John E. Millais og Dante Gabriel Rossetti det prærafaelitiske broderskab i 1848.

Som det eneste af medlemmerne forblev han livet igennem tro over for broderskabets idealer om indgående naturstudier og uddybelse af billedets sjælelige indhold.

Hunts tidlige billeder illustrerede litterære værker, fx Claudio og Isabella (1850, Tate Gallery, London); senere malede han religiøse motiver. Han tilstræbte at skildre enhver detalje med minutiøs nøjagtighed og fyldte sine lærreder til randen med begivenheder.

Hunt opsøgte særlige lokaliteter; bl.a. var han tre gange i Egypten og Palæstina for at opnå den største grad af autenticitet i sine religiøse værker som fx i Dødens Skygge (1869-1873, City Art Gallery, Manchester). 1905 udgav han bogen Pre-Raphaelitism and the Pre-Raphaelite Brotherhood.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig