William H. Macy

Faktaboks

William H. Macy
født:
13. marts 1950

William H. Macy fotograferet i 2008 sammen med sin kone, skuespilleren Felicity Huffman.

.

William H. Macy, William Hall Macy, Jr., f. 13.3.1950, amerikansk skuespiller. William H. Macy blev født i Florida, men begyndte sin karriere på teaterscenen i Chicago i 1970’erne, hvor han bl.a. var med til at grundlægge St. Nicholas Theater sammen med bl.a. sin tidligere lærer, instruktøren David Mamet.

I 1980 drog William H. Macy til New York, hvor han fik sin første filmrolle og samtidig fortsatte en anerkendt teaterkarriere. Efter et langt træk som driftsikker birolleskuespiller i film og tv-serier fik han endelig et større gennembrud med sin Oscar-nominerede rolle i Coen-brødrenes Fargo (1996), der er blevet fulgt af andre gode præstationer i fx Air Force One (1997), Paul Thomas Andersons Boogie Nights (1997) og Pleasantville (1998).

William H. Macy, der med sin vegt udseende type overvejende spiller svage og undseelige mænd på afveje, spillede herefter bl.a. med i Paul Thomas Andersons Magnolia (1999), Panic (2000) og David Mamets State and Main (2000).

Efter årtusindskiftet er han også set i samme instruktørs thriller Spartan (2004), komedierne Sahara (2005) og Wild Hogs (2007) samt The Lincoln Lawyer (2011). Han har desuden spillet en Emmy Award-belønnet hovedrolle i tv-dramaet Door to Door (2002) samt bl.a. optrådt i tv-serierne ER (Skadestuen) 1994-2009 og Shameless 2011.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig