William Dyce, 1806-1864, britisk maler og kunstteoretiker. Under to rejser til Italien i 1820'erne blev Dyce grebet af den italienske renæssancekunst, især af Rafael. Ligesom kunstnergruppen nazarenerne, som han også lærte af, interesserede han sig for freskomaleriet. Han udførte store kartoner til freskoer i bl.a parlamentsbygningen (fra 1846) og i All Saints' Church (1858-59), begge i London. Dyce fik stor betydning for kunstuddannelserne i England; hans Theory of the Fine Arts udkom 1844.