William Carr Beresford, 1768-1854, britisk general og fra 1823 viscount. Beresford erobrede 1806 Buenos Aires, men måtte efter kort tid kapitulere til den spanske kolonihær. Han reorganiserede fra 1809 med succes den portugisiske hær, der var engelsk allieret under Napoleonskrigene, og fik for sin indsats hertugtitlen. Beresford var siden aktiv i kampene på Den Iberiske Halvø. I 1828-30 var han minister i Wellingtons første ministerium.