William Bligh (1754-1817) var en britisk søofficer. Bligh fik i 1787 til opgave at føre skibet Bounty til Tahiti. Hans voldsomme temperament var blandt årsagerne til, at besætningen begik mytteri 1789. Sammen med 18 loyale besætningsmedlemmer blev Bligh sat i en åben båd, som han navigerede 6700 km til sikkerhed på øen Timor. Herefter fortsatte han sin søofficerskarriere, deltog i Napoleonskrigene og var bl.a. kommandør under Slaget på Reden 1801. I 1805 blev han udnævnt til guvernør i New South Wales, men blev 1808 afsat af koloniens officerer ved et kup (Rum Rebellion). Kupmagerne blev senere idømt milde straffe, hvilket var en underkendelse af Blighs regime. I stedet for at fortsætte som guvernør blev han i stedet erstattet af Lachlan Macquarie.