Faktaboks

Willem Frederik Hermans
Født
1921
Død
1995

Willem Frederik Hermans, 1921-1995, hollandsk forfatter. Det var Hermans' synspunkt, at mennesket ikke kan leve med tilværelsens grundvilkår, som er kaos. Vi skaber os derfor en tilsyneladende sammenhæng i form af religiøse, etiske, politiske og andre systemer, der kun gælder, så længe nogen ser sin fordel deri. De kan ikke være andet end myter, da heller ikke sproget er i stand til at beskrive virkeligheden ("Der er kun ét virkeligt ord: kaos"). Ethvert forsøg på kontakt og forståelse mellem mennesker fører blot til misforståelser; kaos vinder altid.

Dette nihilistiske verdensbillede fremstillede Hermans gang på gang i uhyre bevidst strukturerede værker, skrevet i en udsøgt stil, hvorved han skabte et af de betydeligste hollandske forfatterskaber i anden halvdel af 1900-t. Forfatterskabets vigtigste romaner er De donkere kamer van Damocles (1958, da. Damokles' mørke kammer, 1961) og Nooit meer slapen (1966, Aldrig mere at sove). Hermans' kompromisløshed og nådesløse kritik af al middelmådighed — og det var for ham det meste — bragte ham gentagne gange i konflikt med personer og institutioner i det hollandske samfund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig