Wilhjelmudvalget, udvalg, som i sommeren 2000 blev nedsat af daværende miljø- og energiminister Svend Auken og fødevareminister Ritt Bjerregaard. Det blev ledet af tidligere industriminister Nils Wilhjelm og havde til opgave at gøre status over Danmarks naturtilstand og lave grundlaget for en national handlingsplan for biologisk mangfoldighed og beskyttelse af naturen, til dels foranlediget af OECD's vurderinger og anbefalinger vedrørende Danmarks naturbeskyttelsespolitik.

Udvalget skulle komme med forslag til, hvorledes dansk landbrug, fiskeri og skovbrug i højere grad kan tilgodese krav og ønsker til en bedre naturkvalitet. Udvalgets betænkning forelå i august 2001 og indgik i Danmarks bidrag til en strategi for national bæredygtighed ved FN's topmøde Rio + 10 i 2002.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig