Wilhelm Solf, 5.10.1862-6.2.1936, tysk politiker. Solf blev 1900 guvernør for den tyske koloni Samoa og var 1911-18 koloniminister. Som udenrigsminister oktober-december 1918 førte han våbenstilstandsforhandlingerne med de allierede. 1919 blev Solf medlem af det socialliberale parti DDP, og han var 1920-28 tysk ambassadør i Tokyo.