Wilhelm Schmidt, 1868-1954, østrigsk kulturhistoriker og pater. Han har i talrige bøger og skrifter argumenteret for, at kulturelle fænomener breder sig i kulturkredse. Han interesserede sig især for udviklingen af familietyper og religion; det religiøse aspekt er grundigt udforsket i tolvbindsværket Der Ursprung der Gottesidee (1912-55). Han var inspireret af den kulturhistoriske metodelære i Tyskland, især af F. Graebner, som mente, at kultur var resultatet af historiske kulturforbindelser (se diffusionisme), hvorfor selvstændig parallel evolution var udelukket. Schmidts lære blev senere afvist som spekulativ.