Wilhelm Ostwald

Faktaboks

Wilhelm Ostwald
Født
2. september 1853
Død
4. april 1932

Wilhelm Ostwald, 2.9.1853-4.4.1932, lettiskfødt tysk kemiker, som i 1909 fik nobelprisen i kemi for sine bidrag til udviklingen af den fysiske kemi. I 1881 blev han professor ved den polytekniske læreanstalt i Riga, og i 1887 blev han kaldt til universitetet i Leipzig, hvor han forblev resten af sit liv og gjorde byen til det internationale centrum for fysisk kemi. Han skrev 500 videnskabelige afhandlinger og 45 bøger, og han grundlagde eller redigerede seks tidsskrifter. Hans berømteste værk er Prinzipien der Chemie (1907). Tidsskriftet Zeitschrift für physikalische Chemie (1887-) blev tidens vigtigste kommunikationsmiddel inden for fysisk kemi. I Leipzig begyndte han i 1889 at udgive Ostwalds klassikere, der er kommenterede og eventuelt oversatte udgaver af klassiske kemiske værker. Udgivelsen fortsatte efter hans død; der er udkommet mere end 250 bind.

Studiet af vandige opløsninger af syrer og baser førte til opdagelsen af, at en syres ioniseringsgrad afhænger af syrens koncentration på en måde, som for svage syrers vedkommende med stor nøjagtighed kan beskrives ved Ostwalds fortyndingslov (1888).

Opløseligheden af en gas i et opløsningsmiddel beskrives ved Ostwalds absorptionskoefficient, der er forholdet mellem volumen af en gas og volumen af opløsningsmidlet; denne størrelse afhænger af temperaturen, men ikke af trykket.

Nobelpriskomitéen fremhævede hans opfindelse fra 1900 af en katalysator, der muliggjorde omdannelsen af luftens kvælstof først til ammoniak og siden til salpetersyre. Metoden blev færdigudviklet af C. Bosch og F. Haber (1908) og blev en grundpille i den kemiske industri.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig