Wilhelm Heinse, Johann Jakob Wilhelm Heinse (egl. Heintze), 15.2.1746-22.6.1803, tysk forfatter. Wilhelm Heinse studerede (uden eksamen) 1766-68 æstetik og jura i Jena og Erfurt.

Her kom han i kontakt med datidens litterære elite (først Wieland, senere J.W.L. Gleim, J.G. og J.H. Jacobi, Sturm und Drang-kredsen), som protegerede det unge geni. Han vandt anerkendelse for sin afhandling Über einige Gemälde der Düsseldorfer Galerie (1776-77); 1780-83 tog han til Italien, en rejse, der blev et vendepunkt i hans liv.

Wilhelm Heinses intense kunstbeskrivelser herfra vakte lige så meget opsigt som hans hovedværk, Ardinghello und die glückseeligen Inseln. Eine Italiänische Geschichte aus dem sechszehnten Jahrhundert (2 bd., 1787).

Den løst strukturerede roman forener kunstrefleksioner med en politisk-anarkistisk utopi og en hidtil uset moralsk libertinisme; den blev både et sent manifest for Sturm und Drang og, som den første kunstnerroman, et forbillede for romantikken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig