Wilhelm Canaris, 1.1.1887-9.4.1945, tysk officer, admiral fra 1940. Som regeringsfjendtlig stod Canaris fra 1929 i forbindelse med nazisterne. I 1935-44 var han chef for den militære efterretningstjeneste, Abwehr. Fra 1938 modarbejdede han Hitlers krigspolitik og lod bl.a. advarsler om de forestående angreb tilgå Danmark, Norge, Holland og Belgien. Han dækkede over de oppositionelle generaler, men var modstander af kup- og attentatplaner. Da Abwehr i februar 1944 blev lagt ind under SS, blev Canaris sat uden for indflydelse. Efter attentatet mod Hitler 20.7.1944 blev han arresteret og 9.4.1945 hængt i kz-lejren Flossenbürg i Bayern.