Wilhelm Abel, 1904-1985, tysk historiker, professor i Göttingen 1947-72. Abel søgte at kortlægge kornpriserne fra 1300 frem til vor tid. Afgørende for prisniveauet var ifølge Abel en befolknings størrelse, hvorfor fx kornprisernes voldsomme fald i senmiddelalderen måtte tilskrives pesten. Trods kritik af især hans metode, der var kraftigt påvirket af hans uddannelse som økonom, fremstår han som en af de væsentligste tyske historikere i 1900-t.