Wielkopolska, (polsk 'Storpolen'), historisk betegnelse for egnen i det vestlige Polen mellem Pomorze og Śląsk, som strækker sig fra den polsk-tyske grænse til floden Wisła. I 900-t. opstod i Wielkopolska med centrum i Poznań den første polske stat, idet Piast-dynastiet undertvang en række vestslaviske stammer. Under den feudale splittelse i perioden frem til ca. 1300 forblev Wielkopolska en selvstændig enhed. Også efter at Polen var genskabt som kongerige omkring 1320, bevarede området sit særpræg med et veludviklet landbrug og en blomstrende handel. Efter Polens anden deling i 1793 kom Wielkopolska under Preussen. Den økonomiske udvikling fortsatte i 1800-t., og området blev en af de rigeste polske regioner med et moderne landbrug drevet af bønder på relativt store gårde. I 1918 vendte Wielkopolska tilbage til den nyoprettede polske stat. 1939-45 var området indlemmet i Tyskland som provinsen Warthegau, og tyskerne myrdede eller fordrev ca. 500.000 polakker og jøder ved en systematisk etnisk udrensning. Efter 2. Verdenskrig blev områdets tyske befolkning fordrevet.