Wielka Emigracja, (polsk 'den store udvandring'), den massive politiske udvandring, der fandt sted fra Polen, efter at Novemberopstanden 1830-31 brutalt var blevet slået ned. Der var tale om mindst 9000 personer, hvoraf mange tilhørte eliten inden for polsk kultur og videnskab samt talrige officerer og næsten alle adelige. Størstedelen af udvandrerne tog ophold i Frankrig, hvor der fandt en bemærkelsesværdig eksil-polsk kulturel opblomstring sted.