Widmanstättenstruktur, tofaset struktur i krystaller bestående af en moderkrystal, hvori der ved afkøling er udskilt en lavtemperaturfase på ensartet måde igennem hele krystallen. Strukturen blev først iagttaget i 1812 af den østrigske porcelænsfabrikant Alois von Widmanstätten (1754-1849), der studerede polerede og ætsede snitflader gennem de dengang nyfundne jernmeteoritter Hraschina og Elbogen. Det har senere vist sig, at strukturen også er almindelig i mange legeringer, dog kun i mikroskopisk skala. Den kendes således fra jern-kulstof-systemet (stålstøbegods), kobber-zink-systemet (α-β-messing) og sølv-aluminium-systemet.
Normalt vokser Widmanstättenstrukturen ved, at lavtemperaturfasen danner plader eller nåle, der lægger sig parallelt med karakteristiske krystalplaner i moderfasen. I jern-nikkel-systemet vokser α-fasen langs γ-moderkrystallens oktaederplaner og danner semikohærente grænseflader. Disse er meget stabile og udslettes kun vanskeligt ved senere varmebehandling. Widmanstättenstruktur i stålstøbegods medfører nedsat duktilitet og må elimineres ved normalisering.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.