Western Australia

Western Australia.

.

Australien Pinnacle Desert (pinnacle 'spids bjergtop') i Western Australia.

.

Western Australia, WA, Australiens største delstat; 2,53 mio. km2, 2,35 mio. indb. (2011). Den dominerende landskabstype er et ret lavt plateau med varmt og tørt klima og ørkenagtig vegetation. Statens størrelse giver dog en stor variation af klima- og plantebælter fra nord til syd; således er der tropisk monsunklima mod nord og subtropisk Middelhavsklima mod sydvest.

Western Australia blev først sent koloniseret og er stadig meget tyndtbefolket; 90% af befolkningen bor i det sydvestlige hjørne med hovedstaden Perth, og enorme områder er helt ubeboede. Som noget enestående for Australien er 15% af indbyggerne født i Storbritannien; 2,5% er af aborigin herkomst. Skønt kun et lille mindretal af befolkningen bor i landdistrikterne, er statens økonomi baseret på landbrug, især hvede, byg og havre, men også avl af vin og frugt; meget er kunstvandet. Pga. beliggenheden på den sydlige halvkugle har Western Australia en stor frugteksport til den nordlige halvkugle (i dennes vintersæson). Fåreavl spiller en vigtig rolle i de vestlige dele af statens indre, mens kvæg og svin holdes i kornområderne. Minedriften har stadig stigende betydning, og jernmalm fra Pilbara er det vigtigste produkt, men brydning af bauxit (fra Darling Ranges), diamanter (ved Lake Argyle) og guld er i stadig udvikling, ligesom der brydes et stort antal andre vigtige mineraler og udvindes olie, kul og naturgas. Industrien er koncentreret om forarbejdning af mineraler og metaller samt forædling af landbrugsvarer.

Sprog

I Western Australia kendes ca. 50 australske sprog; de fleste tales af ganske få eller er uddøde; kun fem tales af over 100. Vigtigst er western desert, som tales af ca. 6000 i flere dialekter i den østlige del af provinsen samt i Northern Territory. De fleste sprog tilhører sprogfamilien pama-nyungan, der er udbredt over det meste af Australien. I den nordligste del af provinsen tales nogle få sprog, som måske tilhører mindre sprogfamilier, hvis slægtskab endnu er uafklaret. Se også aboriginere (sprog).

Historie

Hollandske søfarere besøgte som de første europæere området i 1616; ingen kolonimagter havde dog særlig interesse i det tørre land, som var beboet alene af aboriginere, indtil briterne i 1826 gjorde krav på området og tre år senere anlagde Perth. Det var den første koloni i Australien, som ikke var baseret på straffefanger. Da befolkningen kun voksede meget langsomt, indførtes dog 1850-68 straffefanger for at afhjælpe mangelen på arbejdskraft. Først i 1880'erne og 1890'erne tog væksten fart, baseret på kvægproduktion og guldfund. Western Australia fik selvstyre i 1890 og indgik i 1901 i forbundsstaten Australien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig