Weichsel-istid

Weichsel-istid. De maksimale udbredelser af is i Nordeuropa under de seneste istider.

.

Saale-istid. Stadier af isens afsmeltning. 1 Isen nåede for ca. 18.000 år siden til hovedstilstandslinjen. Foran isfronten omkring moræneaflejringer fra næstsidste istid (Saale-istiden) aflejredes smeltevandssletter. Det vestjyske hedeslette/bakkeølandskab dannedes. 2 Afsmeltningen var begyndt. En israndslinje dannedes over Mors, Fur og Himmerland. Gudenåen løb foran isranden mod nord gennem Skals Ådal til Hjarbæk Fjord. 3 Fornyet isfremstød af den såkaldte ungbaltiske is kom fra SØ, og gletscheren gjorde i en periode ophold ved Den Østjyske Israndslinje for ca. 16.000 år siden. Yoldiahavet dækkede store dele af Vendsyssel; Mols Bjerge og Tirstrup Hedeslette dannedes. Gudenåen løb til Randers Fjord. 4 Lillebælt- og Storebæltgletscheren foretog fornyede fremstød, på Fyn var dødis under afsmeltning. Bregninge Hedeslette og Ods Herred-Buerne dannedes. 5 Øresundsgletscheren dækkede Nord- og Østsjælland; Møn var klemt inde mellem to gletschertunger.

.

Weichsel-istid er den sidste af de kvartære istider; den strækker sig fra ca. 117.000 til 11.500 år før nu. Weichsel-istiden præges af adskillige nedisninger, hvoraf tre er kendt fra Danmark, og mellemliggende perioder med tundra og arktiske forhold, såkaldte interstadiale perioder.

Faktaboks

etymologi:
Weichsel-istid er opkaldt efter typelokaliteten ved den polske flod Wisła, tysk Weichsel.
også kendt som:

Weichsel-glacialtid

Et brat havniveaufald og skift til arktiskprægede marine forhold i Nordjylland markerer overgangen fra Eem-mellemistiden til Tidlig Weichsel. Den tætte skov afløstes af træløs tundra afbrudt af to perioder med indvandring af en åben birk- og fyrdomineret vegetation (Brørup-Odderade-interstadialerne).

Under Mellem Weichsel (75.000-25.000 år før nu) nåede de første gletsjertunger fra Østersølavningen vestpå til Jylland, mens de marine forhold i Nordjylland vekslede mellem højarktiske og arktiske med vidnesbyrd om kalvende isbjerge. Mellem nedisningerne fandtes på land en krybende tundravegetation, den såkaldte mammutsteppe.

Hovednedisningen fandt sted i Sen Weichsel, da isstrømme først fra Sydnorge, derpå fra Mellemsverige og til sidst fra Østersøen nåede Danmark. Kun området vest for hovedstilstandslinjen forblev isfrit.

Landisens afsmeltning i Senglacialtid betød en stigning i havniveau, og et arktisk hav, Yoldiahavet, dækkede sent i Weichsel Nordjylland og trængte sydpå ned gennem Kattegat, hvilket fik rester af landis til at flyde bort som isbjerge.

Den træløse tundra fandt rodfæste indtil udgangen af Weichsel, dog etableredes en åben og spredt vegetation af birk og fyr under Bølling- og Allerødtid.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig