Warszawaghettoopstanden var en opstand, der fandt sted april-maj 1943 blandt jøderne i Warszawas ghetto.

Den tyske besættelsesmagt deporterede i 1942 hovedparten af ghettoens 500.000 beboere til udryddelseslejren Treblinka, hvor de blev myrdet. Da man efter en pause ville begynde at deportere de resterende 60.000 den 19. april 1943, satte en del unge jøder sig til væbnet modværge. Opstanden var forberedt siden januar af "Den Jødiske Kamporganisation" under ledelse af Mordechaj Anielewicz (1919-1943).

Selvom jøderne kun havde få og primitive våben, og den polske modstandsbevægelse nægtede dem hjælp, lykkedes det dem at holde de tyske tropper stangen i fire uger. Først den 16. maj kunne den tyske kommandant Jürgen Stroop (1895-1951) meddele, at ghettoen var udslettet, og de resterende jøder ført til udryddelseslejrene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig