Wang Jingwei, 1883-1944, kinesisk politiker. Wang sluttede sig som ung studerende i Japan til Sun Yat-sens revolutionære bevægelse og blev 1910 idømt livsvarigt fængsel for et mordkomplot rettet mod Qingdynastiets regent; han blev løsladt som helt efter dynastiets fald i 1911. Han var blandt de ledende skikkelser på Nationalistpartiets, Guomindangs, venstrefløj i 1920'erne og 1930'erne og Chiang Kai-sheks vigtigste rival til rollen som Suns arvtager. Wangs politiske liv sluttede med fire år som leder for en lydregering i det japanskbesatte Kina under 2. Verdenskrig.