Walter Reed var en amerikansk militærlæge, professor i bakteriologi ved Army Medical School i Washington fra 1893. Som chef for en kommission blev han udsendt til Havana i 1900 i anledning af en epidemi af gul feber blandt amerikanske soldater og påviste, at sygdommen skyldes et virus, der overføres af en bestemt moskitoart. Opdagelsen satte ham i stand til at udrydde sygdommen på Cuba ved udtørring af moskitoernes tilholdssteder, hvilket siden har dannet basis for bekæmpelsen.