Walter Cronkite, 4.11.1916-17.7.2009, amerikansk journalist. Han arbejdede under 2. Verdenskrig for pressebureauet UPI og rapporterede bl.a. hjem fra Nordafrika og Europa. Efter krigen dækkede han Nürnbergprocessen.

Walter Cronkite blev en af sin generations mest betydningsfulde tv-journalister - ikke mindst som fast studievært på CBS' aftennyhedsudsendelse 1962-81 og som kommentator ved transmissioner fra de fleste store begivenheder i USA i denne periode. Bl.a. var han med en række kritiske reportager med til at vende stemningen i USA mod Vietnamkrigen. Han udgav i 1995 sin selvbiografi, A Reporter's Life.

Walter Cronkite havde en særlig forkærlighed for Danmark, og han var bl.a. hovedtaler ved Rebild Festen i 1967, æresborger i Skive og passager på Skoleskibet Danmark. Han skabte tillige en række tv-udsendelser om Skandinavien i 1993.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig