Wallis Simpson, f. Warfield, 19.6.1896-24.4.1986, hertuginde af Windsor fra 1937. Wallis Simpson kom fra en velhavende amerikansk familie og var fra 1928 via sit andet ægteskab bosat i London. Her bragte deltagelse i det finere selskabsliv hende i forbindelse med prinsen af Wales, senere Edward 8., og de indledte et forhold. Da Edward som konge i 1936 fremsatte krav om ægteskab med den da to gange fraskilte mrs. Simpson, satte regeringen og kirken sig imod. Edward abdicerede, og parret bosatte sig i Frankrig, hvor de i 1937 blev gift.