Walkman®, Sonys varemærke for en lille og let transportabel, batteridrevet båndoptager, evt. kun -afspiller, til kassettebånd. I sin ekstreme form er en Walkman ikke meget større end kassettebåndet selv. Walkman, som blev udviklet af Sony i 1979, blev det første let transporterbare musikanlæg; mange andre firmaer fremstiller i dag lignende apparater. Aflytningen sker over hovedtelefon eller øreproptelefon. Vha. et passende støjreduktionssystem (normalt Dolby) kan lydgengivelsen blive forbløffende god. Efter en forsigtig start tog specielt de unge Walkmanen til sig, og den har siden fået en enorm udbredelse. Apparaterne er solgt i flere hundrede millioner eksemplarer.