Waldemar Schmidt, f. 4.7.1940, dansk erhvervsmand. Efter uddannelse til produktionsingeniør ved Odense Teknikum indledte Schmidt en karriere i udlandet, først i Jan Bonde Nielsens Dansk Chrysantemum Kulturs afdeling på Sardinien, derefter som divisionsdirektør for ØK i Brasilien. Fra 1973 har han været knyttet til den verdensomspændende rengøringsvirksomhed ISS. Fra 1984 styrede han, som administrerende direktør for ISS Europe Ltd., ISSs aktiviteter i Europa uden for Skandinavien samt i Brasilien, og 1995-2000 var han øverste chef for koncernen. Schmidt var medforfatter til Nørby-udvalgets anbefaling om corporate governance. Han blev i 2007 udnævnt til adjungeret professor ved CBS - Københavns Handelshøjskole. Schmidt har bl.a. skrevet bogen Denmark Limited - Global by Design (2006).