Wadi Natrun, (af arab. wādī 'flod', og natrūn 'natron'; det gr. navn Scetis og det koptiske Shiet er fra egyp. sht-hm't 'saltmark'), forsænkning i Egypten vest for Nildeltaet, hvor man allerede i oldtiden udnyttede de store forekomster af natron, der var en vigtig ingrediens til balsamering, samt af salt og andre mineraler. Desuden fik man ulve- og leopardskind, lægeplanter og duer derfra. Fra kristen tid var Wadi Natrun et yndet tilholdssted for eremitter, og en overgang taltes over 40 klostre, hvoraf fire er aktive i dag, alle grundlagt i 300-t.