W.H.O. Madsen, Wilhelm Hermann Oluf Madsen, 1844-1917, dansk officer og politiker. Madsen, der havde deltaget i krigen 1864, var en betydelig matematisk og teknisk begavelse og øvede stor indflydelse på dansk fæstningsartilleri under opbygningen af Københavns befæstning. Han virkede endvidere for indførelsen af moderne håndskydevåben og konstruerede bl.a. et rekylgevær, Madsen-rekylgeværet, som blev indført i hæren i 1903 og fik international udbredelse. I 1901 blev Madsen krigsminister i den første Venstreregering, en for ham vanskelig stilling, da hans forestillinger om Københavns befæstning ikke vandt genklang i partiet. I december 1904 tog han sin afsked pga. uenighed om nedskæringer i militærbudgettet og bidrog derved til regeringen Deuntzers fald i januar 1905.