Vølvens spådom, oldn. Vǫluspá, gudedigt, der tilhører den norrøne eddadigtning. Digtet har hovedsagelig form som en monolog, lagt i munden på en spåkvinde (vølve), som i en serie storslåede visioner fortæller verdens historie fra dens skabelse til dens undergang (Ragnarok), efterfulgt af skabelsen af en ny verden.
De fleste eddaforskere i nyere tid har anset Vølvens spådom for at være digtet på Island i hedenskabets sidste tid, dvs. omkring 1000. Den anonyme digter synes at være påvirket af kristne forestillinger om verdens undergang ved årtusindskiftet.
Vølvens spådom er et af de få eddadigte, der er overleveret i mere end én version, nemlig dels i Codex Regius af den Ældre Edda (1200-t.), dels i håndskriftet Hauksbók (1300-t.); nogle strofer findes desuden i Snorres Edda. Det er et åbent spørgsmål, om de forskellige versioner går tilbage til samme skrevne digt, eller om de beror på indbyrdes uafhængige optegnelser af mundtlig tradition.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.