Värmland

Värmland, landskab i Mellemsverige; 18.204 km² og 318.341 indb. (2017). Størstedelen af terrænet minder om Norrland, men mod syd ligger typiske mellemsvenske sænkningsområder med sprækkedale. Længere mod syd ligger frugtbart sletteland ned til Vänern, og flige af sletten rækker nordpå op i sprækkedale, der bl.a. leder Klarälven til søen. En anden sprækkedal rummer de tre Frykensøer.

Värmland ligger i en overgangszone mellem fastlands- og kystklima og er præget af nærheden til store vandflader. Halvdelen af arealet er nåleskov, mens løvskove er sjældne; flere løvtræer har deres nordgrænse her. Der findes både bjørn, los, bæver og ulv foruden elge i stort tal.

De frugtbare sletter blev befolket i stenalderen, og landskabet omkring Klarälven var tidligt kulturelt knyttet til Västergötland med Vänern som forbindende ferskvandshav. Først udnyttelsen af jernmalm skabte livsgrundlag i skovene. Bjergværksdrift kendes allerede fra 1400-t., og de ældste jernværker opstod i 1600-t. i Klarälvens dal. Skoven leverede trækul, og vandkraft drev hammerværkerne. Mange ændringer fulgte, bl.a. med kanalbygning og dampkraft, men den ensidige satsning på jern og senere træ medførte store problemer og en betydelig affolkning, efterhånden som konjunkturerne ændrede sig gennem 1800- og 1900-t. Jernværkerne, mange træindustrier og efterhånden alle miner måtte lukke.

Et vigtigt element i koloniseringen af den värmlandske jord knytter sig til finsk indvandring. Fra midten af 1600-t. udvandrede mange finner fra Savolax og Tavastland. De medbragte bl.a. ældgammel svedjeteknik med skovafbrænding, som de videreførte i skovene i Frykendalen.

Adam af Bremen omtaler ca. 1070 folket wermilani som kristne. Värmland blev selvstændigt stift i 1581 efter at have hørt under Skara. Et värmlandsk len med Karlstad som centrum oprettedes i 1634.