Faktaboks

Václav Klaus
Født
19. juni 1941

Václav Klaus taler om europæisk integration i London, 2004.

.

Václav Klaus, f. 19.6.1941, tjekkisk politiker. Klaus er liberalistisk økonom, og under Fløjlsrevolutionen i 1989 blev han finansminister. I Borgerforum stod han for et radikalt økonomisk reformprogram, og i 1991 grundlagde han ODS, Det Borger-Demokratiske Parti, som ved valgene i 1992 og 1996 blev det største tjekkiske parti. Som tjekkisk regeringsleder fra juni 1992 stod Klaus sammen med Slovakiets Vladimír Mečiar bag den fredelige deling af Tjekkoslovakiet 1992-93. Klaus sikrede Tjekkiets økonomiske og politiske stabilitet efter delingen, men efter forskellige skandaler brød hans regeringskoalition sammen november 1997, og Klaus måtte gå. 1998-2002 var han oppositionsleder og formand for parlamentet.

I februar 2003 blev han valgt for den første af to femårige perioder til Tjekkiets præsident. Som præsident har Klaus bl.a. vakt international opsigt ved sin EU-kritiske linje, ligesom han har markeret sig som stærkt skeptisk over for teorien om at menneskets adfærd medfører klimaforandringer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig