Vuelta a España i 2022

20. etape af Vuelta a España i 2022. Rytterne er på vej gennem Segovia.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Vuelta a España (Spanien Rundt) er et årligt landevejsløb for professionelle cykelryttere gennem Spanien.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Vuelta a España er spansk for 'Spanien rundt', vuelta 'drejning, omgang', af latin volutus, af volvere 'rulle, dreje'.

En Grand Tour

Vueltaen er en af cykelsportens tre Grand Tours. Løbet blev kørt første gang i 1935 og er kørt hvert år siden 1955. Frem til 1995 blev det kørt om foråret før Giro d’Italia, men siden er det kørt om efteråret efter Tour de France. 2023-udgaven var nr. 78 i rækken.

Vindere

Roberto Heras
Roberto Heras (f. 1974) under Vuelta a España i 2004. Heras vandt løbet i både 2000, 2003, 2004 og 2005, men fik senere frataget sejren i 2005 pga. doping.
Roberto Heras
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Den mest vindende i løbet er spanske Roberto Heras (f. 1974), der har vundet fire gange, men dog fået frataget sejren i 2005 pga. doping. Schweiziske Tony Rominger (f. 1961), spanske Alberto Contador og slovenske Primož Roglič er noteret for tre sejre. Rytteren med flest top-10-placeringer er Alejandro Valverde (f. 1980), der har hele tolv af slagsen. Delio Rodriguez (1916-1994) har vundet 39 etaper, hvilket er rekord. Den italienske sprinter Alessandro Petacchi (f. 1974) er næstbedst i det regnskab med 20 etapesejre.

Ryttere med mindst tre sejre i Vuelta a España

Rytter Land År
Roberto Heras Spanien 2000, 2003, 2004, (2005)
Tony Rominger Schweiz 1992, 1993, 1994
Alberto Contador Spanien 2008, 2012, 2014
Primož Roglič Slovenien 2019, 2020, 2021

Danskere i Vueltaen

To danskere har kørt i Vueltaens førertrøje. Lars Michaelsen (f. 1969) gjorde det i 1997 og Jakob Fuglsang i 2011. Bedste danske resultat i klassementet er Jonas Vingegaards andenplads i 2023. Jørgen Marcussen (f. 1950) blev nr. fire i 1981. Kim Andersen (f. 1958) blev samme år den første dansker, der vandt en etape i løbet. Magnus Cort har den danske rekord med seks etapesejre i det spanske etapeløb. 15 forskellige danskere har vundet en etape i løbet. Mads Pedersen vandt i 2022 pointkonkurrencen i Vueltaen og blev den første dansker, der gjorde dette i en Grand Tour.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig