Vrå Kirke er en stor landsbykirke, som særligt er kendt for sine interessante kalkmalerier.
Kirken ligger i Vrå, omkring 11 kilometer nord for Brønderslev.
Vrå Kirke er en stor landsbykirke, som særligt er kendt for sine interessante kalkmalerier.
Kirken ligger i Vrå, omkring 11 kilometer nord for Brønderslev.
Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid. Senere i middelalderen, i gotisk tid (ca. 1250-1550), tilføjede man et våbenhus på skibets nordside og et tårn på skibets vestende.
I dag er kirken delvist hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt dels med røde tegl, dels med blytag.
I romansk tid (ca. 1050-1275) blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Vrå Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.
I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er norddøren fortsat i brug, mens syddøren er forsvundet ved senere ombygninger af murværket. I våbenhusets østmur sidder et par søjlestumper, der formodentlig er fra den gamle syddør.
På skibets nordmur udvendigt kan man desuden se en hvidkalket niche, som er et tilmuret vindue fra romansk tid.
Kirkens to gotiske tilbygninger er bygget af periodens foretrukne materiale, munkesten, bortset fra tårnets nederste del, som i stedet er bygget af genbrugte granitkvadre. Typisk for gotikken er også det hvælvede loft i tårnrummet, som er forbundet med skibet gennem en spids bue. Øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest. På østsiden er tårnet udsmykket med tre rundbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher, på vestsiden hele 11 høje blændinger.
Vrå Kirke er rigt dekoreret med kalkmalerier, primært i koret, men også i skibet. Kalkmalerierne er malet af det såkaldte Sæbyværksted i perioden 1510-1525, og de dele af udsmykningen, som er bevaret på skibets nordvæg og i korets hvælv, vidner om, at hele kirken må have haft kalkmalerier malet af Sæbyværkstedet.
I koret ses først og fremmest en storslået Dommedagsscene i tre af hvælvets kapper, mens vestkappen har en dødsscene svarende til den i Sæby Kirke, som kun er delvist bevaret. Det store bevarede kalkmaleri på skibets nordvæg forestiller fire scener fra Kristi lidelseshistorie, indsat i malede medaljoner.
Inventaret i Vrå Kirke er fra flere forskellige perioder, med dele fra både romansk tid, gotikken og 1600-tallet.
Kirkens ældste inventarstykker er fra romansk tid og omfatter døbefonten og alterbordet. Alterbordet er muret af samme type granitkvadre som det romanske murværk.
Døbefonten er ganske enkel og uden udsmykning.
Kirkens altertavle er en noget usædvanlig konstruktion, idet størstedelen er fra 1670, mens hovedmotivet er en figurgruppe fra slutningen af 1400-tallet. Den smukt udførte, reliefskårne figurgruppe forestiller Kristi gravlæggelse.
I kirken findes også et sengotisk korbuekrucifiks.
Prædikestolen er fra 1618 og er i renæssancestil. Fagene er enkelt udsmykket med rundbuefelter, nederst med våbenskjolde. Mellem fagene er der dobbelte, udskårne søjler.
Kirken blev gennemgribende renoveret i 2010-2011 og i den forbindelse blev der opsat et glasmaleri, Påske og opstandelse, af den færøske billedkunstner Trónd Patursson.
I kirken er der ophængt et epitafium, dvs. en mindetavle, fra 1737.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.