Faktaboks

Volker Braun
Født
1939

Volker Braun, f. 1939, tysk forfatter. Volker Braun voksede op under socialismen i DDR, efter nogle år som arbejdsmand studerede han filosofi og debuterede i 1965 med digtsamlingen Provokation für mich.

Volker Braun forsøgte at løfte arven efter Bertolt Brecht både i lyrik, prosa, drama og som dramaturg på teatret Berliner Ensemble, men hans tone er med årene blevet mindre revolutionært opstemt, mere personligt søgende.

Braun skrev med både sin politiske og sproglige bevidsthed ud til, og undertiden ud over censurens grænse. Hans tekster blev indtil 1989 detaljeret forhandlet med censorerne og foreligger i flere versioner.

Volker Brauns værker efter den tyske genforening udtrykker en slags melankolsk protest mod frihedens forspildte muligheder. På dansk foreligger fortællingen Unvollendete Geschichte (1975, da. Ufuldendt historie, 1978) og digtudvalget Lyde fra mit land (1983).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig