Vladimir Fock, Vladimir Aleksandrovitj Fock, 22.12.1898-27.12.1974, sovjetisk teoretisk fysiker, uddannet ved universitetet i Leningrad, hvor han arbejdede fra 1924 og blev professor i 1932. Fra 1939 var han medlem af Sovjetunionens Videnskabernes Akademi. Han videreudviklede i 1930 D. Hartrees kvantemekaniske metode til løsning af atomfysiske flerelektronproblemer, siden benævnt Hartree-Fock-metoden eller den selvkonsistente feltmetode. Fock har også ydet store bidrag til den generelle relativitetsteori.