Vitus Bering

Vitus Bering; rekonstruktion ud fra kraniet.

.
Licens: Brukerspesifisert

Vitus Bering. Danske arkæologer fandt og udgravede hans grav i Kommandørbugten på Bering Ø i 1991. Omkring og over skelettet ses rester af en trækiste, der er fremstillet af lærketræ taget fra det forliste ekspeditionsskib Sankt Peter. Identifikationen af den gravlagte bygger dels på oplysninger i samtidigt skriftligt kildemateriale, dels på antropologiske undersøgelser af skelettet.

.

Vitus Bering. Buste konstrueret på grundlag af retsmedicinske undersøgelser af kraniet fra den grav, der blev fundet på Bering Ø i 1991. Udseendet afviger stærkt fra det maleri, som man tidligere har ment forestillede den store danske søfarer.

.

Vitus Bering. Rekonstruktion fra 1990'erne ud fra Berings nyfundne kranium.

.

Vitus Bering, Vitus Jonassen Bering, 1681-19.12.1741, dansk søfarer i russisk tjeneste. Vitus Bering blev født i Horsens, stod som ganske ung til søs og blev i 1704 hvervet som officer til den russiske marine. Her gjorde han tjeneste i den baltiske og den asovske flåde, og i slutningen af 1724 udnævnte Peter den Store ham til leder af Den 1. Kamtjatka-ekspedition (1725-30).

Ifølge den traditionelle opfattelse skulle Vitus Bering afgøre det videnskabelige spørgsmål, om Asien var landfast med Amerika. Imidlertid henledte A.A. Pokrovskij i 1941 opmærksomheden på, at Berings hovedopgave var at drage til Amerika for at opsøge europæiske byer og praje europæiske skibe; flere senere forskere har derfor hævdet, at formålet snarere var politisk. I august 1728 gennemsejlede Bering det stræde, som blev opkaldt efter ham, men det lykkedes hverken da eller den følgende sommer at få Amerikas kyst i sigte.

I 1733 blev Bering sat i spidsen for Den 2. Kamtjatka-ekspedition, der tillige skulle kortlægge Sibiriens ishavskyst og udforske handelsvejene til Japan. I juli 1741 fandt Bering frem til Alaskas kyst, men måtte på grund af proviantproblemer og begyndende skørbug i besætningen skyndsomst tiltræde tilbagerejsen.

Berings skib Sankt Peter nåede aldrig tilbage, men besætningen gik efter en stormfuld sejlads i land på en ukendt og ubeboet ø, hvorVitus Bering bukkede under for den sygdom, der bortrev næsten halvdelen af mandskabet.

Hans grav på Bering Ø blev i 1991 fundet af danske arkæologer, som deltog i en sovjetisk ekspedition.

Et antal til dansk oversatte dokumenter vedrørende Vitus Bering og hans ekspeditioner er nu lagt ud på nettet: http://beringpaadansk.ku.dk

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig