Faktaboks

Vittorio De Sica
Født
1901
Død
1974

Vittorio De Sica, 1901-1974, italiensk filminstruktør og -skuespiller. Vittorio De Sica debuterede som filmskuespiller allerede som 16-årig og blev med sin charme og sit smukke ydre førsteelsker i den fascistiske æras mange melodramaer og romantiske komedier.

Han debuterede som instruktør under 2. Verdenskrig og blev efter krigen en af de ledende skikkelser i den socialt bevidste italienske neorealisme. Sammen med manuskriptforfatteren Cesare Zavattini lavede han en række hovedværker med fokus på humanistisk næstekærlighed, fx Sciuscià (1946, I Morgen, Mister!) om to romerske skopudserdrenge, Ladri di biciclette (1948, Cykeltyven) om en familiefar, der får stjålet den cykel, som netop havde skaffet ham et job, Miracolo a Milano (1951, Miraklet i Milano), der er en slags socialrealistisk eventyr i et miljø af husvilde, samt Umberto D (1952, Umberto) om en ensom pensionists trængsler.

Skønt De Sica senere fik en vis succes med populære film som La Ciociara (1961, Huntigeren), Ieri, oggi, domani (1963, I går og i dag og i morgen) og Matrimonio all'italiana (1964, Ægteskab på italiensk), synes hans kunstneriske talent som instruktør uløseligt forbundet med neorealismen.

For at finansiere sine egne film medvirkede Vittorio De Sica sideløbende i en lang række film som skuespiller, bl.a. den letbenede serie Pane, amore, e ... (1953-56, Brød, kærlighed og ...). Hans sidste rolle var som sig selv i Ettore Scolas C'eravamo tanto amati (1974, Så gode venner var vi vist), der først blev udsendt efter hans død.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig