Vishwanath Pratap Singh, V.P. Singh, 25.6.1931-27.11.2008, indisk politiker, premierminister 1989-90. Singh havde vigtige ministerposter under Indira og Rajiv Gandhi, men forlod Kongrespartiet i 1987 og dannede sammen med andre udbrydere Janata Dal-partiet. Efter valget 1989 var han indtil 1990 leder af en samlingsregering, der havde støtte fra hindunationalister og venstrefløjen.