Virus (Virussygdomme i landbrugsplanter), I Danmark optræder de vigtigste virussygdomme i kartofler og bederoer. Kartoffelbladrullevirus medfører større eller mindre rulning af bladene i længderetningen; de nedre blade er tillige stive, hvilket skyldes ophobning af stivelse. Kemisk bekæmpelse af bladlus, som spreder smitten, har en vis effekt, fordi bladlusene først nogen tid efter optagelse af virus kan overføre smitten (persistent virus). Kartoffelvirus Y medfører varierende symptomer, bl.a. hævelse af bladkødet mellem ribberne, nekrotiske streger på ribberne af bladundersiden og mosaiklignende pletning af bladene. Kemisk bekæmpelse af bladlus anvendes ikke, idet bladlusene allerede kort tid efter optagelse af smitstof kan overføre virus (ikke-persistent virus). Begge virus kan medføre udbyttetab på op til 60%, hvis angrebne knolde anvendes som læggekartofler; angreb forebygges ved at anvende virusfri læggemateriale.

Virusgulsot i bederoer medfører gul- til orangefarvning af bladene. Tabet, der kan være op til 40% ved tidlige angreb, kan reduceres ved at bekæmpe ferskenbladlusene (Myzus persicae), som spreder sygdommen.

Fra udlandet kendes der flere alvorlige virussygdomme, bl.a. vinterbyggulmosaik, som kun er konstateret i enkelte tilfælde i Danmark. Viruset angriber vinterbyg med stærkt hæmmet vækst som resultat. Viruset Rizomania kan forårsage store udbyttetab i bederoer, men er kun konstateret i enkelte tilfælde i Danmark; rødderne bliver stærkt buskede, og udbyttet nedsættes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig