Virgin Galactic

Artikelstart

Virgin Galactic, selskab oprettet i 2004 med det formål at sende rumturister ud i rummet på parabolflyvninger. Virgin Galactic er en del af Virgin Group Ltd., oprettet af den britiske erhvervsmand og multimillionær Richard Branson.

Flykonstruktøren Burt Rutan stiftede firmaet Scaled Composites, som udviklede raketflyet SpaceShipOne, der i 2004 som det første private rumfartøj nåede ud i rummet og derved vandt Ansari X-prisen.

SpaceShipOne havde kun plads til en pilot og to passagerer - til de kommercielle flyvninger har Rutan udviklet det over dobbelt så store SpaceShipTwo med plads til to piloter og seks passagerer. SpaceShipTwo er opbygget på samme måde som SpaceShipOne. Således er skroget fremstillet i kulfiberforstærket plast, motoren er en hybridraket med syntetisk gummi (polyuretan) som brændstof og lattergas som iltningsmiddel, samt en hale der "knækker" 65° (feathered mode) for at nedbremse fartøjet uden at bruge et varmeskjold. SpaceShipTwo løftes af et White Knight Two-moderfly til lidt over 15 km højde.

Der er bestilt fem raketfly af typen SpaceShipTwo. De to første er begge opkaldt efter rumskibe fra tv-serien Star Trek - VSS Enterprise og VSS Voyager (VSS for Virgin Space Ship). 22.3.2010 fløj moderflyet VMS Eve rundt med VSS Enterprise i tre timer som et led i godkendelsen af rumflyvninger med betalende passagerer. 10.10.2010 blev VSS Enterprise frigjort i 13,7 km højde og svævefløj til Mojave Air and Space Port i Californien. Flyvningen var uden overraskelser. På den 16. svæveflyvning i september 2011 mistede SpaceShipTwo opdriften, men blev reddet af testpiloterne om bord. På den 35. flyvning 31.10.2014 styrtede Enterprise ned efter en eksplosion ombord i 13,7 km højde. Testpiloten Michael Alsbury omkom, mens den anden testpilot blev hårdt såret. Det var den fjerde flyvning med raketmotoren tændt. Denne gang blev et nyt plastbaseret brændstof anvendt, men det vides ikke om det var grunden til eksplosionen.

Det er endnu uvist hvornår Virgin Galactic begynder at flyve med passagerer. I første omgang flyves der udelukkende fra Spaceport America i New Mexico. Prisen for en tur blev oprindelig sat til 200.000 dollars, men er siden hævet 25 % for at sikre sig mod inflation. I nærheden af 700 har løst billet (2014).

Virgin Galactic ønsker også at kunne opsende satellitter, så i samarbejde med Scaled Composites udvikler man totrinsraketten LauncherOne, der skal løftes med et White Knight Two-moderfly til 15 km. Raketten drives af petroleum og flydende ilt, og skal kunne opsende en småsatellit på 225 kg i lav jordbane til en pris af under 10 millioner dollars. Af støjhensyn foregår affyringen over havet og første opsendelse forventes i 2016.

Virgin Galactics hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig