Vindrose, dansk bogforlag, oprettet 1979 som et datterselskab af Gyldendal. Leder var Erik Vagn Jensen (1930-95), der 1962-79 havde været forlagsredaktør i Gyldendals skønlitterære afdeling; hans gode forfatterkontakter gav hurtigt Vindrose en fremtrædende position med bøger af bl.a. William Heinesen, Ebbe Kløvedal Reich og Dea Trier Mørch. I 1983 overtog han selv forlaget, og i 1989 blev det tilknyttet Borgens Forlag, der siden Erik Vagn Jensens død har drevet det videre med et selvstændigt program.