Vilhelm Buhl, 1881-1954, dansk politiker, statsminister i 1942 og 1945. Buhl var jurist og gjorde karriere som skatteekspert i Københavns Kommune, hvor han i 1924 blev skattedirektør. Han blev i sin studietid medlem af Socialdemokratiet, kom i 1932 i Landstinget og var MF 1939-53. Han var finansminister 1937-42 og førte som sådan traditionel finanspolitik. Ved Staunings død i maj 1942 var Buhl den naturlige efterfølger som statsminister; han ledede regeringen til november samme år og fremstod som førstemanden blandt politikerne frem til befrielsen. Han videreførte samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt og løste i overensstemmelse hermed Telegramkrisen i november 1942, da Scavenius blev hans efterfølger; men Buhl formulerede også regeringens nej til det tyske ultimatum 29.8.1943, da han fastslog, at ingen ny dansk regering herefter kunne dannes. I den regeringsløse tid var Buhl "den kommende og de facto regeringschef" og gav bl.a. hærchefen, Ebbe Gørtz, direktiver om anvendelsen af de danske officerer samt samarbejdede med Frihedsrådet om at få Danmark anerkendt som allieret. Endelig var Buhl den ledende politiker i forhandlingerne med Frihedsrådet om dannelsen af befrielsesregeringen, hvis leder han blev i maj 1945. Efter sin afgang ved valget 30.10.1945 bevarede Buhl betydelig politisk indflydelse, bl.a. som minister uden portefølje i Hans Hedtofts regering 1947-50.