Faktaboks

Wilhelm 2.

Friedrich Wilhelm Victor Albert

Født
27. januar 1859
Død
4. juni 1941

Vilhelm 2. Officielt fotografi af Tysklands sidste kejser, ca. 1900.

.

Vilhelm 2. var en tysk kejser og konge af Preussen fra 1888 til 1918. Han var søn af kejser Frederik 3. og på mødrene side barnebarn af den britiske dronning Victoria.

I sin ungdom var Vilhelm i opposition til sine liberale forældre og en stor beundrer af Otto von Bismarck. Alligevel prægedes Vilhelms første kejserår af magtkampen med rigskansleren, der i 1890 førte til Bismarcks afgang.

Kejserens selvrådighed førte til politiske indgreb over for ministre og til politiserende taler, som man ikke havde været vant til under Vilhelm 1. Det personlige regimente udspilledes i overvejende grad inden for forfatningens rammer, men åbnede også for, at især militære instanser i kraft af kejserens rolle som øverstbefalende fik indflydelse på kejserens afgørelser uden om regering og parlament.

Kejserens uheldige udtalelser og hans støtte til opbygningen af en tysk krigsflåde var medvirkende til at styrke den antiengelske stemning i Tyskland og øge Tysklands udenrigspolitiske isolation. Efter Daily Telegraph-affæren i 1908 måtte Vilhelm love større politisk tilbageholdenhed, og han kom ikke til at præge de diplomatiske begivenheder i tiden op til 1. Verdenskrig.

Denne udvikling fortsatte under krigen, hvor kejseren i stadig højere grad blev trængt i baggrunden af både den øverste hærledelse og af Rigsdagen. Efter sin tilbagetræden d. 9. november 1918 i forbindelse med Novemberrevolutionen gik han i eksil i Holland, hvor han levede til sin død.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig