Viktor Rydberg

Viktor Rydberg var en svensk forfatter, en overgangsskikkelse mellem romantikken og det moderne gennembrud i svensk litteratur. Som kulturjournalist på Göteborgs Handels- og Sjöfarts-Tidning udfoldede han en udadvendt, men højstemt idédebat, som var ny i svensk presse. I Den siste athenaren (1859), som er Viktor Rydbergs vigtigste føljetonroman, skurrer det klassiske sceneri mod den göteborgske realitet og liberale polemik. Tilsvarende splittet er eventyrfortællingen Singoalla (1857), hvori romantiske drifter kolliderer med borgerlig klassemoral.

Den kunstneriske idealitet, som dominerer hans virksomhed efter Göteborgårene og hans skrifter om middelalderens magi og nordisk og germansk mytologi, markerer en tiltagende afradikalisering og indpasning i det konservative etablissement, bl.a. som professor i Stockholm og som medlem af Svenska Akademien. Med kantaten til Uppsala universitets jubilæum i 1877 fulgte æresdoktorat, en ophøjet status på parnasset og en digterisk syntese mellem kristendom og klassisk idealisme. Med sin sidste roman, Vapensmeden (1891), konsoliderede Rydberg denne afblegede humanisme.

Samme år udgav han imidlertid Dikter, blandt hvis mere konventionelle tekster "Den nya Grottesången" står som bevis på Rydbergs usvækkede gehør for sin samtids brutale kapitalistiske kræfter. Mens dette skelsættende tids- og protestdigt er utypisk radikalt for forfatteren, er hans klassiske børnebog, Lille Viggs äfventyr på julafton (1871), fra midten af hans litterære løbebane typisk i sit kompromis mellem tradition og fornyelse. I den udtalt moraliserende fortælling er indlagt et socialt perspektiv, idet kongesønnen af den besøgende julemand formanes til at vie det arbejdende folk sin omsorg og velsigne det i sine bønner til Gud.