Tidslinje over Vietnamkrigen

1882-1883

Frankrig, der siden 1862 har koloniseret dele af Vietnam, underlægger sig Hanoi og resten af landet.

1893

Den franske kolonimagt samler Laos, Cambodja og Vietnam i Den Indokinesiske Union.

1920-1931

Sporadiske oprør i Vietnam fra revolutionære og nationalistiske grupper.

1930

Ho Chi Minh og en række andre revolutionære grundlægger Det Indokinesiske Kommunistparti i Hong Kong.

1939

2. Verdenskrig bryder ud.

1941

Ho Chi Minh og hans allierede grundlægger det vietnamesiske uafhængighedsforbund Viet Minh. Målet er at befri nationen fra den franske kolonimagt. 

1945

Den 2. september udråber Ho Chi Minh Den Demokratiske Republik Vietnam.

1946

I november bomber Frankrig den nordvietnamesiske havneby Hai Pong. Omkring 6.000 vietnamesere mister livet. Den 19. december angriber Viet Minh franske styrker i Hanoi. 

1947

I en tale til Kongressen erklærer præsident Harry S. Truman, at den amerikanske regering vil yde politisk, militær og økonomisk hjælp til alle demokratier, der er truet af indre eller ydre kræfter (Trumandoktrinen).  

1948

Frankrig indsætter kong Bao Dai som statsoverhoved i Vietnam. USA begynder at støtte den franske krigsførelse økonomisk.

1950

Sovjetunionen, Kina og en række andre kommunistiske lande anerkender officielt Viet Minhs regering i Vietnam. USA og Storbritannien anerkender officielt Bao Dais regering. De første amerikanske fly og militærrådgivere ankommer til Vietnam.

1954

En international konference, der bl.a. handler om Vietnams fremtid, begynder i maj i Genève. I juli indgås der en fredsaftale, som midlertidigt deler Vietnam ved 17. breddegrad; landet deles således i Nord- og Sydvietnam. 

1955

Ngo Dinh Diem afviser Genève-aftalen. Ved et folkevalg bliver Diem præsident i den nyoprettede republik Sydvietnam.

1960

John F. Kennedy bliver præsident i USA.

1963

Præsident Diem bliver ved et kup myrdet den 1. november. Præsident Kennedy bliver myrdet den 22. november.

1964

Begivenheder i Tonkin-bugten i august bliver anledning til amerikanske bombninger og militær optrapning. Præsident Johnson får af Kongressen vidtgående beføjelser til at bruge militær magt i Vietnam (Tonkinbugtresolutionen).

1965

Den Nationale Befrielsesfront (FNL) angriber amerikanske soldater i Pleiku, og herefter indleder USA vedvarende bombeangreb mod Nordvietnam (Flaming Dart og Rolling Thunder). Den 8. marts kommer de første amerikanske kamptropper til Nordvietnam — og de første nordvietnamesiske troppeenheder bliver set i Sydvietnam.  

1968

Antallet af amerikanske soldater i Vietnam når op på 535.000. Der indledes fredsforhandlinger i Paris. USA og Nordvietnam indleder hemmelige fredsforhandlinger. 

1969

Richard M. Nixon bliver indsat som præsident; i marts giver han ordre til hemmelige bombninger i Cambodja. Krigen er blevet en stor belastning for USA. Ho Chi Minh dør, 79 år gammel.  

1972

Nordvietnamesiske tropper invaderer Sydvietnam. USA svarer igen med 11 dages terrorbombardementer. 

1973

USA, Sydvietnam, Nordvietnam og FNL underskriver en fredsaftale, der gør det muligt for USA at trække sig ud. De sidste amerikanske tropper forlader Vietnam i marts, men kamphandlingerne fortsætter frem til 1975. 

1975

Den 29. april indtager nordvietnamesiske tropper Ho Chi Minh City, det daværende Saigon. Den sydvietnamesiske hær kollapser, og de sidste amerikanere forlader byen. Dagen efter indtager nordvietnamesiske tropper byen. Den 30. april 1975 er krigen afsluttet, og Nord- og Sydvietnam forenes under kommunistisk styre.

Vietnamkrigen var en væbnet konflikt mellem på den ene side det kommunistiske Nordvietnam og dets sydvietnamesiske allierede, FNL, og på den anden side Sydvietnams regering og USA samt et beskedent antal tropper fra andre lande i forsvarsalliancen SEATO.

Krigen blev afsluttet, da Nordvietnamesiske styrker og FNL indtog Saigon i 1975. Vietnamkrigen lå i forlængelse af den vietnamesiske befolknings langvarige kamp for national selvstændighed fra kolonimagten Frankrig, men en regulær krig mellem Frankrig og "Republikken Vietnam" (Nordvietnam) brød ud den 19. december 1946.

Den Første Indokinesiske Krig (1946-1954)

Patriotisk plakat fra 1954.
Den vietnamesiske sejr i Dien Bien Phu mindes. På vietnamesisk side blev det samlede tab i Dien Bien Phu opgjort til omkring 22.000 liv.
Af //Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Siden 1880'erne havde Vietnam været en del af Fransk Indokina. Den japanske besættelse af landet under 2. Verdenskrig gav uafhængighedsbevægelsen vind i sejlene, og efter Japans kapitulation proklamerede Ho Chi Minh, leder af den nationalistiske og kommunistiske befrielsesbevægelse Viet Minh, landets uafhængighed den 2. september 1945.

Med britisk hjælp vendte Frankrig imidlertid tilbage som kolonimagt i det sydlige Vietnam, og landet blev i praksis delt i to: Republikken Vietnam havde magten i den nordlige del af Vietnam og hovedstad i Hanoi, mens den franske kolonimagt kontrollerede den sydlige del og havde hovedsæde i Saigon (det nuværende Ho Chi Minh City). Begge parter forberedte sig på at udkæmpe en krig om magten i hele landet.

Krigens tidlige år

Krigen brød ud den 19. december 1946 og betegnes som Den Første Indokinesiske Krig (1946-1954). Mens krigen bølgede frem og tilbage, blev den i stigende grad en del af den kolde krig. Især kommunisternes sejr i den kinesiske borgerkrig i 1949 og Nordkoreas angreb på Sydkorea året efter fik USA til at optrappe støtten til Frankrigs krigsførelse. Viet Minh havde fra krigens udbrud fået en vis støtte fra Sovjetunionen, men efter kommunisternes magtovertagelse i Kina fik de mere omfattende støtte derfra – både i form af militære rådgivere og materiel. USA havde flere motiver til at øge støtten til Frankrig.

Nogle af disse motiver handlede om den kolde krig i Europa. Der var en frygt for, at et ydmygende fransk nederlag i Indokina ville bringe kommunistpartiet til magten i landet. Der var også bestræbelser på at overtale Frankrig til at acceptere, at Vesttyskland blev del af en ny Europahær, og franske politikere udnyttede dygtigt dette ønske til at få amerikanerne til at øge støtten til krigen i Indokina som en betingelse for at overveje en tysk genoprustning.

Det afgørende militære nederlag

I 1954 betalte amerikanerne således op mod 80 procent af Frankrigs udgifter til krigen i Indokina. Den var for alvor blevet en ideologisk "stedfortræderkrig" mellem supermagterne. Franskmændene led den 7. maj 1954 et afgørende militært nederlag i Dien-Bien-Phu, og var kort tid efter på vej ud af Indokina. Deres opmærksomhed rettede sig nu fuldt ud mod et oprør i en anden fransk koloni: Algeriet.

Vietnam bliver delt ved 17. breddegrad

Ved stormagternes mellemkomst blev der i juli 1954 vedtaget en fredsaftale i Genève, hvorved Vietnam midlertidig blev delt ved den 17. breddegrad. Der skulle inden to år afholdes et internationalt kontrolleret valg, og landet skulle genforenes under en fælles regering; dette valg blev aldrig afholdt.

Sydvietnam udråbes til republik

Vietnam var for længst blevet en del af den kolde krig, og den amerikanske regering, der allerede i begyndelsen af 1950'erne havde overtaget det meste af regningen for Frankrigs militære tilstedeværelse i Vietnam, var klar over, at et solidt flertal af stemmerne sandsynligvis ville gå til Ho Chi Minhs kommunister, der fik støtte fra Kina og Sovjetunionen.

De amerikanske beslutningstagere var af den overbevisning, at en kommunistisk magtovertagelse i Vietnam ville destabilisere nabolandene, således at de et efter et ville komme under kommunistisk kontrol (dominoteorien). I stedet for at afholde det planlagte valg om genforening, accepterede USA, at Sydvietnam blev udråbt til en selvstændig republik. I de følgende år investerede USA store beløb i udviklingen af det sydvietnamesiske samfund, som skulle stå i klar kontrast til det kommunistiske Nordvietnam og tjene som rollemodel for de mange andre tidligere kolonier i Afrika og Asien, som i disse år vandt deres selvstændighed.

Guerillabevægelsen styrkes

Ngo Dinh Diem 8. juli 1963.
Premierminister Ngo Dinh Diem (1901-1963) beser sydvietnamesiske styrker. Diem var USA's støtte i opbyggelsen af et ikke-kommunistisk Sydvietnam. Den 1. november 1963 blev den diktatoriske Diem myrdet ved et statskup.
Af //AP/Ritzau Scanpix.

USA brugte i de følgende år stadig større resurser i et forgæves forsøg på at stabilisere landet. Præsident Ngo Dinh Diems diktatoriske styre i Saigon var ikke alene truet fra det ligeledes diktatorisk ledede nord, men også af udbredt modstand fra store dele af den sydvietnamesiske befolkning, som fortsat sympatiserede med Viet Minh. Særligt i landdistrikterne deltog mange i guerillakrig mod den sydvietnamesiske regering, og tusinder havnede i de sydvietnamesiske fængsler. Det førte til stærkere appeller til det kommunistiske styre i Hanoi om militær støtte.

I 1959 opgav kommunistpartiet i Nordvietnam ideen om, at Vietnam kunne genforenes med politiske midler. Man var nu parat til mere aktivt at støtte, træne og udruste partisaner syd for den 17. breddegrad til væbnet kamp mod styret i Saigon. Guerillabevægelsen Den Nationale Befrielsesfront (FNL) blev efterhånden bedre kendt under den oprindeligt nedsættende betegnelse Viet Cong. Samtidig forsøgte USA uden meget held at træne den sydvietnamesiske hær, ARVN, til at modstå presset fra partisanerne.

Præsident John F. Kennedy godkender militærkup

I 1963 godkendte USA's præsident John F. Kennedy et militærkup mod den stadig mere upopulære og korrupte præsident Diem i håbet om større folkelig opbakning til et nyt styre. Diem, der selv var katolik, havde blandt andet gjort sig voldsomt upopulær ved at slå hårdt ned på munke fra landets buddhistiske flertal. De skiftende regimer, som fulgte efter Diem, viste sig dog også ude af stand til at klare sig uden massiv amerikansk støtte. Snarere end at opgive sit engagement i Vietnam valgte den amerikanske regering at optrappe det.

Præsident Lyndon B. Johnson optrapper USA's engagement

Da præsident Kennedy blev myrdet den 22. november 1963, tre uger efter kuppet mod og mordet på præsident Diem, havde USA 16.700 militære rådgivere i landet, hvis primære opgave var at opbygge Sydvietnams hær. Da Lyndon B. Johnson overtog præsidentposten, tog optrapningen af det amerikanske engagement fart.

Amerikanske kamptropper i Sydvietnam

En episode i Tonkinbugten, der involverede to amerikanske destroyere, gav den amerikanske kongres med Tonkinbugtresolutionen i august 1964 præsidenten vide militære beføjelser i Vietnam, på trods af at der ikke forelå en egentlig krigserklæring. I marts 1965 reagerede USA på guerillaangreb på amerikanske baser ved dels at indlede en omfattende og vedvarende bombekampagne (Operation Rolling Thunder), dels at indsætte de første regulære amerikanske kamptropper i Sydvietnam.

Den amerikanske optrapning kulminerede ikke før 1969, da der var 543.400 tropper i landet. Forsøgene på at bremse Viet Congs kontrol med store dele af Sydvietnams landdistrikter slog dog fejl. Helt frem til krigens afslutning fortsatte antallet af FNL-guerillaer med at vokse.

Protesterne mod krigen vokser

Heller ikke en voldsom optrapning af luftkrigen vendte udviklingen. De menneskelige omkostninger var frygtelige, men i et landbrugsland med få oplagte militære mål var de militærstrategiske resultater minimale. Til gengæld voksede protesterne mod den amerikanske krigsførelse såvel hjemme i USA som i andre dele af verden.

En særlig anstødssten var den udbredte brug af bomber med napalm og selvantændende hvid fosfor. Napalm blev første gang anvendt af Frankrig i 1951 og blev siden hyppigt anvendt af USA. En anden anstødssten var anvendelsen af den dioxinholdige sprøjtegift Agent Orange i årene 1962-1971. Giften skabte alvorlige og langvarige skader på miljøet i Vietnam. Røde Kors har anslået, at op mod en million vietnamesere siden har haft fødselsskader, handicap og helbredsproblemer, som skyldes brugen af Agent Orange.

1968: Tet-offensiven og Fredsforhandlinger

I januar 1968 angreb nordvietnamesiske hærenheder og Viet Cong en række større byer i Sydvietnam. Militært blev denne såkaldte Tet-offensiv, som varede indtil efteråret 1968, en fiasko, men i den amerikanske offentlighed fjernede den endegyldigt troen på, at krigen i Vietnam kunne vindes. Senere på året blev der gjort forberedelser til, at parterne kunne indlede officielle fredsforhandlinger. Samtidig indledte USA og Nordvietnam deres egne hemmelige fredsforhandlinger i Paris.

Præsident Richard Nixon trækker tropper hjem

Republikaneren Richard Nixon, der blev USA's præsident i 1969, begyndte efter sin indsættelse at trække tropper hjem. Krigen skulle "vietnamiseres", erklærede han (se Nixondoktrinen). Nogen afslutning på konflikten var dog ikke at se. USA's primære hensyn var ikke længere at bevare Sydvietnam som en selvstændig nation, men at sikre en "fred med ære", som ikke i for høj grad undergravede USA's status som global supermagt.

Trods en gradvis amerikansk tilbagetrækning blev krigen periodevis intensiveret for at lægge pres på de nordvietnamesiske forhandlere i Paris. Tiden arbejdede for Nordvietnam og FNL; økonomisk, politisk og moralsk var krigen en stadig større belastning for USA.

Tropper i Cambodja og Laos

Alligevel gav præsident Nixon i marts 1969 ordre til hemmelige bombninger i Cambodja, og året efter udvidede han officielt krigen ved at sende tropper til landet samt til nabolandet Laos i håb om at kunne afskære forsyningslinjerne fra baser her til FNL i Sydvietnam. Invasionerne fik atter protester i USA til at blusse voldsomt op.

Luftkrigen intensiveres

Vietnamkrigen. Evakueringen af Ho Chi Minh City, det daværende Saigon, i 1975. Folk står i kø for at komme med helikopteren.

.

Fra udgangen af 1971 overlod amerikanerne al kamp på landjorden til den sydvietnamesiske hær, der i de foregående år var blevet massivt oprustet; i luften var de amerikanske styrker dog fortsat særdeles aktive. Da forhandlingerne i Paris fortsat stod i stampe, overhørte den amerikanske regering i julen 1972 internationale protester og gennemførte 11 dages regulære terrorbombardementer af Hanoi.

1973: Fredsaftalen underskrives

I januar 1973 lykkedes det omsider at få alle involverede parter til at underskrive en fredsaftale i Paris, og to måneder senere forlod de sidste amerikanske soldater Vietnam. Trods fredsaftalen fortsatte kamphandlingerne imidlertid, indtil nordvietnamesiske styrker efter to måneders storoffensiv og den sydvietnamesiske hærs fuldstændige kollaps indtog præsidentpaladset i Saigon den 30. april 1975. Næsten 30 år efter Ho Chi Minhs uafhængighedserklæring var Vietnam genforenet under et kommunistisk styre.

Vietnamkrigens tabstal

Det anslås, at omkring 3 millioner vietnamesere ud af en befolkning på dengang 40 millioner havde mistet livet under krigen. Ud af disse var omkring 150.000 soldater i den sydvietnamesiske hær. Andre 1,4 millioner vietnamesere havde fået alvorlige fysiske mén. 300.000 mennesker var meldt savnet, og en halv million børn var forældreløse. Desuden havde krigen skabt omkring 10 millioner flygtninge.

Blandt de amerikanske soldater var ca. 58.000 blevet dræbt i Vietnam, og herudover var 270.000 blevet såret.

Protestbevægelser

Students for a Democratic Society demonstrerer mode krigen i Vietnam. Los Angeles, 12. januar, 1968.

Fra 1965 eksisterede der i USA en organiseret modstand mod krigen i Vietnam. Students for a Democratic Society førte an i en protestbevægelse, hvis støtte steg betydeligt, da den amerikanske regering indførte værnepligt. Sidst i 1960'erne blev den organiserede protestbevægelse stadig mere militant, og på flere af landets universiteter var der voldelige sammenstød mellem studenter og politi.

Også i andre dele af verden blev der protesteret voldsomt. Ikke mindst afsløringen af My Lai-massakren, USA's invasion i Cambodja i 1970 og julebombardementerne af nordvietnamesiske byer i 1972 udløste mange steder skarpe fordømmelser af USA. Se også Russell-tribunalet.

Danske protestbevægelser

I Danmark opstod i 1965 Vietnambevægelsen. Den blev hurtigt splittet og fremstod derfor som flere organisationer. De vigtigste var De Danske Vietnamkomitéer, der udviklede sig i radikal "antiimperialistisk" retning, og Vietnam 69, der lå nærmere de parlamentariske partier på venstrefløjen, herunder også Socialdemokratiet; begge benyttede sig af penge- og underskriftindsamlinger, protestmøder og demonstrationer.

Bevægelsen, der nåede et højdepunkt i årene 1967-1968 og ebbede ud i 1972, kom indirekte til at påvirke dansk politik, der gradvis blev mere kritisk over for USA's militære engagement i Vietnam.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig