Vietnam - billedkunst og arkitektur, Vietnamesisk kunst har fået sine stærkeste impulser fra Kina og Indien; kinesisk indflydelse ses især i den nordlige del, og indisk påvirkning i Mellem- og Sydvietnam. Fra Dong Son-kulturen (500-t. f.Kr.-100-t. e.Kr.) i Nordvietnam kendes bl.a. store bronzetrommer (kedeltrommer), hvis ornamentik viser slægtskab med lignende kinesiske fund. I arkitekturen har fx templer med reliefudsmykninger (efter 600-700-t.) indiske forbilleder. De gamle kejserpaladser i Huê bærer tydeligt præg af kinesisk bygningsstil. Huong-tich-pagoden i Mekongdeltaet er et smukt eksempel på et buddhistisk bygningsværk. Den tidlige malerkunst var kinesisk påvirket, men i 1900-t. har mange malere søgt inspiration i vestlig kunst. Inden for kunsthåndværket er især lakarbejder og keramik af høj kvalitet.

Læs mere om Vietnam.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig