Victor Klemperer

Faktaboks

Victor Klemperer
født:
9. oktober 1881
død:
11. februar 1960

Victor Klemperer, 9.10.1881-11.2.1960, tysk filolog. Victor Klemperer var professor i romanistik i Dresden 1920-35 og blev som jøde fra 1933 forfulgt af nazisterne, men undgik kz-lejr og deportation, udelukkende fordi han var gift med en ikke-jødisk kvinde, der ikke ville lade sig skille.

I 1945 blev han professor i DDR. Han skrev litteraturhistoriske værker samt bogen LTI, Lingua Tertii Imperii (1947, da. LTI - Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges sprog, 2010) om nazismens sprogbrug.

Victor Klemperer blev berømt med udgivelsen af dagbøgerne Ich will Zeugnis ablegen bis zum letzten, 1-2 (1995, da. Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste, 2003), der skildrer hverdagen i Nazityskland 1933-45.

I dagbøgerne gør Victor Klemperer rede for, hvordan han efterhånden mister sit job, retten til at køre bil, sit hus, sin skrivemaskine, tvinges til at gå med jødestjerne og udkommanderes til snerydning. Beretningen skildrer også, hvordan han og hans kone på mirakuløs vis overlever krigen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig