Victor Adler, 1852-1918, østrigsk politiker og læge. Adler var stifter og leder af Østrigs socialdemokratiske parti fra 1889 og grundlægger af partiorganet Arbeiter-Zeitung. Inspireret af Friedrich Engels og August Bebel satte han sit præg på udformningen af austromarxismen. Han var medstifter af 2. Internationale og en lidenskabelig fredsfortaler før 1. Verdenskrig.