Vicente Blasco Ibáñez, 1867-1928, spansk forfatter og republikaner. Verdenskendt i 1920'erne pga. sine krasse naturalistiske romaner om 1. Verdenskrigs rædsler, bl.a. Los cuatro jinetes del Apocalipsis (1916, da. De fire Ryttere, 1927, filmatiseret 1921 af Rex Ingram (1892-1950) og 1961 af Vincente Minnelli). Hans socialt kritiske folkelivsromaner, fx La barraca (1899, da. Den gamle Rønne, 1917), anses for det bedste i det store og varierede, men kvalitetsmæssigt svingende forfatterskab. Adskillige andre værker er oversat til dansk.