Vi alene vide, sammentrængt citat fra Frederik 6.s svar 26.2.1835 på Trykkefrihedsadressen af 21.2.1835. Svaret, som afviste offentlighedens adkomst til at påvirke en evt. forandring af trykkefrihedslovgivningen, blev opfattet som udtryk for enevældens forstokkethed og bidrog til at samle den liberale opposition, bl.a. ved oprettelsen af Trykkefrihedsselskabet.