Vera Volkova, 1904-1975, russisk-britisk balletpædagog. Vera Volkova var uddannet som danser i Sankt Petersborg og var bl.a. elev af Agrippina Vaganova. 1929 forlod hun Sovjetunionen og underviste nogle år i Shanghai og i Hongkong, inden hun i 1936 kom til London og åbnede skole her. 1951 blev hun knyttet til Den Kgl. Ballet i Danmark, hvor hun var chefpædagog til sin død. Hendes indflydelse blev kolossal; hun forbedrede den danske ballets tekniske standard og gav kompagniet en international profil. Mange udenlandske dansere søgte hendes vejledning i København. Hun formåede at udvikle både teknikken og personligheden hos sine elever, som spændte fra Erik Bruhn, Henning Kronstam og Kirsten Simone til John Neumeier, Rudolf Nurejev og Peter Schaufuss. I 2005 udgav Alexander Meinertz en dybdeborende, personlig biografi, Vera Volkova. En dans af uskyld og erfaring.